iPhonens mangler

Posted by Jens Lund Møller | Posted in Mobil, User experience, iPhone | Posted on 23-04-2008

0

En nylig undersøgelse fra Rubicon Consulting viser, at circa 30% af iPhone-ejere går rundt med 2 telefoner (PDF). En naturlig forklaring kunne være, at mange bærer rundt på både en arbejds- og privattelefon. En anden forklaring kunne være, at mange i forvejen har en “FamilyPlan” som de ønsker at bruge når de ringer til familiemedlemmer. En tredje forklaring, og grunden til at jeg bærer rundt på 2 telefoner, er iPhonens mangler.

Selv om iPhonen er min gamle telefon (SE K800i) overlegen på flere punkter, så er der funktioner jeg savner, og har vænnet mig til at bruge:

  • Kamera
  • Radio
  • “Internetmodem” til laptop

Kamera:
iPhonen har et kamera. Men i både funktioner og kvalitet ligger det milevidt bag det kamera der sidder i Sony Ericssons Cyber-shot mobiltelefoner. Især mangler jeg muligheden for at tilpasse farvetemperatur og fokus. Men den generelle billedekvalitet er også bare for dårlig. Jeg har været på flere ferier hvor mon K800i var eneste kamera. Det vil jeg ikke kunne med iPhonen. Billedekvaliteten er for dårlig til feriebilleder.

Radio:
Jeg bruger radioen i min K800i rigtig meget når jeg går til og fra mit studie. Det er blevet en vane at lytte til P1 morgen og eftermiddag og den vane har jeg ikke tænkt at lægge fra mig bare fordi der ikke er radio i iPhonen.

“Internetmodem”:
Fra tid til anden er jeg på farten og væk fra internet. Da er jeg vant til at forbinde minlaptop til min K800i via Bluetooth og på den måde få 3G mobilt internet. iPhonen tillader desværre ikke at oprette forbindelse over Bluetooth til andet end headsets og selv om muligheden var der mangler der 3G.

Uanset disse mangler er jeg meget glad for min iPhone. Nu giver det pludselig mening at tilgå internettet fra sin telefon. Browseren er en “rigtig” browser og skærmen har en størrelse så forstørrelsesglas ikke er nødvendigt. Og derudover hjælper zoom og scroll via touch skærmem med til at det er en god oplevelse og faktisk brugbart.

Write a comment